Virkelig ærgerligt -
Skulle jeg anmelde Muban Thai i Nordhavn baseret på maden alene, fortjente de hurtigt 4, måske endda 5, stjerner. Men det administrative setup i restauranten fungerer på ingen måde, og eftersom det administrative er en forudsætning for, at man kan købe mad i restauranten, kan Muban Thai ikke få mere end 1 stjerne.
Min kæreste og jeg har købt mad hos Muban Thai en del gange og har desværre gang på gang haft dårlige oplevelser.
Vi har oplevet at have bestilt mad til levering over nettet, hvor vi så sad og ventede en time, uden der blev leveret noget mad, hvorpå vi ringede til leveringsfirmaet, der efterfølgende kunne ringe tilbage til os og fortælle, at Muban havde glemt at fortælle, at de holdt lukket og derfor ikke var blevet fjernet fra leveringssitet. Dermed ingen madlevering og med det efterfølgende bøvl med at få pengene tilbage.
Vi har flere gange oplevet at have hentet mad fra Muban, og når vi så er kommet hjem og har åbnet maden, fundet ud af, at vi kun har fået “sovsen” med uden kødfyldet. Når vi har kontaktet dem over mail vedrørende de mangelfulde retter, har vi aldrig fået svar.
Vi har flere gange oplevet at gå hele vejen ned til restauranten for at spise, men det så viser sig, at de holder ferielukket uden at have oplyst om det på hjemmesiden, men blot ved en håndskreven seddel på døren.
Senest har vi holdt et par måneders pause fra Muban i håb om, at der kom lidt mere styr på tingene. Nu har vi så været dernede igen for kun at kunne konstatere, at vi igen-igen gik forgæves, fordi de åbenbart har ændret deres åbningstider, men uden at opdatere disse på hjemmesiden, så man ikke har nogen forudsætninger for at vide, at der ikke er åben alligevel. Herpå gik vi hjem og tænkte: “Fint nok, det var en smutter med manglende hjemmesideopdatering, men vi har virkelig meget lyst til mad derfra, så vi ringer bare og bestiller til levering, når vi er kommet hjem” for så at finde ud af, at man nu hverken man bestille over nettet længere ELLER over telefonen. Så man er hensat til at måtte traske hele vejen derned, vel vidende at der jo er en risiko for, at de på hjemmesiden oplyste åbningstider ikke er korrekte, og man derfor går forgæves.
Det er virkelig ærgerligt, for maden i Muban Thai Nordhavn er virkelig god, men når hver gang med bestilling derfra føles som et forhindringsløb, og i flere tilfælde et forhindringsløb gennemført forgæves, så kan man ikke andet end at give fortabt og stoppe med at komme i restauranten.
28 October 2022
Unprompted review